Bliv ekspert i at skabe sunde og bæredygtige arbejdsmiljøer
Drømmer du om at gøre en positiv forskel for medarbejderes trivsel og skabe arbejdspladser, hvor mennesker trives? På Masteruddannelsen i arbejdsmiljøledelse lærer du at udvikle og gennemføre effektive og bæredygtige arbejdsmiljøforbedringer, som virkelig gør en forskel.
Ansøgningsfrist d. 1. juni til optag 1. september 2025
Kontakt uddannelsesleder Liv Starheim med spørgsmål om uddannelsen. Hvis du er i tvivl om du kan nå at ansøge inden d. 1. juni, men er interesseret, så skriv en mail på lsta@iti.sdu.dk.
Uddannelsen er for dig, der arbejder med arbejdsmiljø, hvad enten du er leder eller medarbejder i en offentlig eller privat virksomhed. Med et solidt fagligt fundament og en tværfaglig tilgang får du værktøjer og metoder til at designe, implementere og evaluere arbejdsmiljøindsatser, der skaber resultater – og som både passer ind i strategiske rammer og understøtter FN’s verdensmål.
Derfor skal du læse...
Med en Master i Arbejdsmiljøledelse får du stærke redskaber til at gøre en forskel i din organisation. Du lærer at:
- Integrere arbejdsmiljøet i virksomhedens kerneopgaver, strategi og daglige processer.
- Lede og drive forandringer, så arbejdsmiljøforbedringer bliver en naturlig del af hverdagen.
- Bidrage til virksomhedens udvikling, både teknologisk og organisatorisk, med et grønt og sundt arbejdsmiljø i fokus.
- Forstå, hvordan teknologi, sundhed og trivsel hænger sammen og påvirker hinanden.
Og måske lige så vigtigt: Du bliver en del af et stærkt netværk af andre arbejdsmiljøprofessionelle, som du kan sparre med og udvikle dig sammen med – også efter endt uddannelse.
En praksisnær uddannelse, der matcher din hverdag
Masteruddannelsen i arbejdsmiljøledelse er skræddersyet til dig, der ønsker at koble teori og praksis. Uddannelsen tager udgangspunkt i din hverdag og bygger bro mellem de faglige redskaber og de udfordringer, du møder som arbejdsmiljøprofessionel.
Du får et helhedsorienteret syn på, hvordan fysisk og mental sundhed spiller sammen med arbejdsopgaver og teknologiske løsninger, og hvordan det hele kan flettes ind i organisationens mål, produktivitet og daglige rutiner. Herigennem bliver du i stand til at skabe løsninger, der er både sunde, effektive og bæredygtige.