
Viden om selvmord ruster SOSU-elever til at hjælpe og forebygge
Ny forskning fra Syddansk Universitet, Center for Selvmordforskning og Center for Selvmordsforebyggelse viser, at målrettet undervisning til social- og sundhedsassistentelever ruster dem bedre til mødet med selvmordstruede patienter. Indsatsen skal nu afprøves på bosteder.
Hver fjerde ansatte i social- og sundhedssektoren har oplevet selvmordsforsøg blandt en eller flere borgere. Social- og sundhedsassistenter møder ofte borgere, der har selvmordstanker eller udviser selvmordsadfærd. Alligevel svarer hver tredje, at de mangler viden om, hvordan de bedst håndterer sådanne situationer, og oplever derfor usikkerhed og manglende handlemuligheder.
Ny forskning fra SDU viser, at målrettet undervisning til social- og sundhedsassistentelever giver dem markant bedre viden og muligheder for at handle, når de møder selvmordstruede borgere.
-Eleverne synes stadig, det er ubehageligt og svært at spørge ind til selvmordstanker, men de er klar til at gøre det, fordi de føler sig bedre klædt på nu. De fortæller, at de er villige til at handle eller gribe ind fremover, forklarer Mette Valdersdorf Jensen, adjunkt ved Center for Selvmordsforskning, Institut for Regional Sundhedsforskning og Psykiatrien i Region Syddanmark.
ǰæ
Selvmordsadfærd inkluderer selvmordstanker, selvmordsforsøg og selvmord.
Risikoen stiger, når borgeren har en psykiatrisk diagnose. Borderline, misbrug, depression og skizofreni udgør den største risiko.
Selvom tidligere studier har vist, at undervisning af personalet gør en stor forskel, så har undervisningsmaterialet og forskningen indtil nu primært været fokuseret på læger og sygeplejersker – ikke på social- og sundhedsassistenter.
Øget viden om handlemuligheder
I forbindelse med studiet blev der udviklet undervisningsmateriale målrettet social- og sundhedsassistentelever. Materialet har fokus på praksisnære øvelser og bruger en kombination af fysisk og digital undervisning.
Elevernes viden og villighed til at handle i mødet med selvmordsadfærd blev målt både før og efter brug af materialet.
-Vi lavede en spørgeskemaundersøgelse både før og efter undervisningen, og det var tydeligt, at eleverne havde øget deres viden om selvmord og selvmordsadfærd, siger Mette Valdersdorf Jensen.
Studiet peger på, at målrettet undervisning kan gøre en stor forskel for social- og sundhedsassistenter. Selvom det fortsat opfattes som svært og følsomt at tale om selvmord, kan undervisning ruste eleverne bedre til at hjælpe.
Mette Valdersdorf Jensen håber at kunne fortsætte forskningen og undersøge, om og hvordan den øgede viden og handleparathed også viser sig i praksis. De næste tre år er hun og forskerkollegerne i gang med et projekt, hvor de afprøver og evaluerer målrettet undervisning i håndtering af selvmordsadfærd til ansatte på bosteder.
Om studiet
Undervisningsmaterialet består blandt andet af litteratur samt refleksionsspørgsmål, og det har til formål at give eleverne en grundlæggende viden om selvmord og selvmordsadfærd.
Eleverne laver desuden praksisnære øvelser, hvor de for eksempel får cases med forskellige situationer, hvor de øver at vurdere risikoen for selvmord ud fra de forskellige værktøjer til vurdering, de har lært om. Studiet indebar et spørgeskema før og efter den målrettede undervisning. I spørgeskemaet afdækkede man elevernes viden om selvmordsadfærd, men også hvor villige de var til at handle på selvmordsadfærd, for eksempel ved at spørge ind eller kontakte andet sundhedspersonale om den udviste selvmordsadfærd.
Deltagerne var social- og sundhedsassistentelever på første år af uddannelse fra to Social- og Sundhedsassistent-uddannelser i Region Syddanmark. 89 elever har modtaget undervisningen og heraf har 68 besvaret begge spørgeskemaer.
"The impact of suicide prevention training for nursing assistant students: Knowledge and willingness to intervene” er udgivet i tidsskriftet PLOS One.
Mød forskeren
Mette Valdersdorf Jensen er adjunkt ved Institut for Regional Sundhedsforskning og Psykiatrien i Region Syddanmark, Forskningsenhed for Psykiatri i Åbenrå og Center for Selvmordsforskning
Livslinien
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, kan du kontakte Livslinien på telefon 70 201 201.